0 I Bolig/ Den cirkulære tanke/ Livstil

Drømmen om et øko bofællesskab

Intro

Bofællesskab hvad er det egentlig og kan man overhovedet have noget og være privat i sådan et?

Her i 2018 vil en stadigt større del af os gerne tilbage til andelstanken, kollektivet, foreningslivet – vi vil gerne deleøkonomien. Vi kender GoMore, Vigga.us osv men vi ønsker måske også en dele økonomi hvor der ikke nødvendigvis er tale om kommercielle udvekslinger mod betaling.

Vi ønsker også den del af dele økonomien hvor vi går sammen og deler udgiften til et aktiv. Vi vil den måske især fordi vi som verdenen udvikler sig, kan se fornuften i denne tankegang …Men måske også fordi vi i en stærkt digitaliseret verden, virkelig mærker at vi  langsomt er ved at miste noget værdifuldt, nemlig fællesskabet.

Fællesskab følelsen forsvinder let når alt gøres op i mit og dit, dem og os osv. Den forsvinder når vi vurderes på hvad vi kan kalde vores, i stedet for det vi er sammen om. At dele er ikke problemfrit, men viljen til at dele men hinanden er første skridt i retningen af nye(gamle) samfundsmodeller.

Min skønne veninde Regitze er blevet forelsket i tanken om et øget fællesskab via bofællesskab tanken og det har hun skrevet et skønt blog indlæg om her.

 

God fornøjelse

Jette

 

 

Jeg er blevet forelsket.

Faktisk er jeg lidt utro, for min kæreste er slet ikke med på den.

Bofællesskab. Lilla ble om hovedet. Bollerum. Fællestøj. En hel del fjolletobak og noget med at sidde nøgen i en rundkreds. Cirka sådan er jeg vokset op. Altså ikke i sådan et bofællesskab. Desværre. Men med tanken om, at det er sådan, det er at bo i bofællesskab.

Så hvordan i alverden er jeg nu blevet forelsket i tanken om et bofællesskab?

EcoVillage i Vejle – Bofællesskabet Vandkanten

EcoVillage hedder konceptet, der for alvor har stjålet mit hjerte. En række bæredygtige bofællesskaber, der opføres i disse år landet rundt med fælleshus, fællesspisning, fællesbiler og fællesskab. Men også med ejerboliger, så man kan trække stikke fra fællesskabet og være alene. Det her skal ikke være et reklamefremstød for EcoVillage. For efter at have fået øjnene op for det fede ved bofællesskabet, har jeg opdaget en lang række fede kommende og eksisterende projekter. For kollektiv-tanken er ikke ny.

Fællesskabet har altid været vigtigt for mig. På trods af at jeg er vokset op i et meget borgerligt hjem, hvor der blev grinet hånligt af ”rundkredspædagogik” og 1. maj. For sandheden er, at det på mange måder var langt mere kollektivt, end måden jeg selv bor i dag. Jeg er nemlig vokset op på landet. Ikke på en gård, omgivet af heste, køer og får. Desværre. Men i Sønderjylland – langt væk fra hovedstaden. Så per definition: på landet.

I barndommens gade boede andre børn, så hver eftermiddag og aften spænede vi ind og ud af hinandens huse. Så selvom mine forældre ofte arbejdede til sent, kunne jeg altid stikke ind til Mona i nabohuset, hvis noget var galt, og det var fedt.

I dag bor jeg godt nok i en opgang, hvor jeg er på fornavn med de fleste – jeg har endda været indenfor i flere af mine naboers lejligheder. Dog er jeg ret sikker på, at naboen ville studse noget, hvis jeg bare gik ind af døren og kastede mig i sofaen uden at have ringet på og var budt indenfor; som jeg gjorde, da jeg var barn på Varnæsvej.

Vi delte nemlig en masse der på den lille snoede vej. Fx utroligt meget ragelse, dengang naboungerne og jeg fandt på at spænde en snor ud mellem vores to huse, så vi kunne sende ting og sager over til hinanden. Jeg er ret sikker på, der stadig ligger en pose eller to med viskelæderfigurer, hoppebolde og legetøj fra diverse Happy Meals i gemmerne hos mine forældre.

Vi var med andre ord, rigtig gode til at dele

Men det var vores forældre ikke.

Min far og mor havde en fin græsslåmaskine. Det havde Anne og Kristians far og mor også. Og Louises far og mor. Og Mettes.. nej hov, for de havde ingen græsplæne. Men Mettes far og mor havde en virkelig fin boremaskine. Det samme havde min far og mor, og Anne og Kristians far og mor – og Louises far og mor. Og de ville alle hjertens gerne låne den ud, hvis Mette, Louise eller Anne og Kristians far eller mor skulle spørge. Men de ville åbenbart ikke ret gerne gøre det, at spørge. I hvert fald havde de allesammen selv købt deres egne.

Opgør med villa, vovse og Volvo

Kollektiverne havde sit indtog i Danmark i forbindelse med 1960´ernes ungdomsoprør. De unge gik imod tidens trend med villa, vovse, Volvo og flyttede istedet sammen i store lejligheder i byerne. Op gennem 1970’erne boomede antallet. Især kom kollektiverne på landet til – fx Svanholm på Sjælland, som stadig lever i bedste velgående i dag. Kollektivet blev oprettet 31. maj 1978, efter et års tilløb og samling af folk.

Vi vil ligestille alle arbejdssituationer på tværs af økonomi og uddannelse, samt fjerne alle skellene mellem arbejde og fritid, børn og voksne, kvinder og mænd.

Sådan lød budskabet i avisannoncerne tilbage i 1977, da kollektivet søgte medlemmer. I dag bor der ca. 130 børn og voksne på Svanholm, der stadig er meget populært. Som et sæt tidligere svigerforældre slukørede engang fortalte mig, så havde der ikke været den store jubel, da de henvendte sig på kollektivet for at blive beboere. “Nej tak, vi har rigeligt af det grå guld. Vi vil hellere give pladsen til børnefamilier”, lød svaret.

I dag er det ikke engang en selvfølge at komme ind som børnefamilie. Det er tydeligt, når man læser tommelfingerreglerne for optagelse på Svanholm:

Vi har nogle tommelfingerregler for hvad vi forstår ved en robust økonomi:
• At du arbejder fuldtids.
• At din gæld ikke overstiger ca. 100.000 kr.
• At hver voksen indskyder sin formue på minimum 50.000 kr.
• Vi foretrækker at der ikke er flere børn end voksne i den enkelte familieenhed, der flytter ind.
• Vi foretrækker indflyttere under 55 år af hensyn til det generationsskifte vi er i gang med.

Svanholm er bestemt ikke det eneste sted, hvor man skal have økonomien i orden, inden man overvejer at få plads. I kollektivet Sol og Vind i Beder, lidt syd for Aarhus, skal man lægge over fire millioner for at købe et hus. Til gengæld skal man ikke give 80 % af sin indtægt til deleøkonomien, som på Svanholm.

Så hvordan i alverden er jeg nu blevet forelsket i tanken om et bofællesskab?

Sagen er, at selvom jeg hverken er ret meget for tanken om fællesøkonomi eller bollerum, stadig har et – måske naivt – meget positivt syn på fællesskabet.

Hvordan jeg så håndterer, at et fællesskab i praksis også betyder flere kokke, der kan fordærve maden og ikke mindst tage irriterende beslutninger, må tiden vise. Mit gæt er dog, at den klarer jeg fint. Som et ægte institutionsbarn har jeg været vant til at tage hensyn til andre, lade andres behov komme før mit eget og respektere, at flertallet har magten.

Så jeg beholder mine violette snabeltyrkersko på og ser for mig, hvordan børnene løber ind og ud mellem husene; ulvetimen er erstattet af hygge med ungerne i fælleshuset, mens andre laver maden; nabokonen er ferm med en skruetrækker og derfor sørger for praktiske ting, mens jeg selv kan være flittig i haven. Med andre ord, at alle hjælper alle.

I EcoVillages projekt i Vejle hjælper vi oven i købet hinanden med at eje en Tesla, en svømmepøl og et 400 m2 fælleshus med den her udsigt:

Hov. Skrev jeg vi? Jeg mente selvfølgelig man. Jeg har jo desværre ikke helt fået min kæreste med på den. Endnu.

Du kan også lide

Ingen kommentarer

Efterlad et Svar