0 I Bolig/ Cirkulær Økonomi/ Livstil

Bliv klar til forårets loppemarkeder

loppemarked, A garage sale in a street full of people.

Intro

Loppemarked, Loppis, Flohmarkt, Marché aux puces eller garage sale. Hvert land sit navn, men alle dækker de over betydningen: Salg af opkøbte eller indsamlede brugte ting. Varesalget er  ofte arrangeret af en forening, en velgørende organisation eller private sælgere.

Der er noget helt fantastisk over at stå tidligt op, mærke  forventnings sommerfuglene  i maven og drage afsted til en parkeringsplads eller græsplæne der for en dag er omdannet til et lystigt marked.

Den digitale tidsalder er dog for længst rykket ind på second hand markedet. Nu man kan man via følgere og swipes sidde hjemme i sofaen og ved enkle klik købe,sælge og udskifte både garderobe og interiør til spot pris. Loppemarked appen  Tradono downloades i gennemsnit 30000 gange om måneden og på Trendsales oprettes der hver måned 5000 nye medlemsprofiler.

Det sjove er dog at på trods af diverse digitale muligheder og apps, så er der stadig fyldt med skattejægere på landets loppemarkeder.  Mange nyder nemlig stadig at møde fysisk op med krejler ånd og gennemgå den ene rodekasse eller stand efter den anden.

Pia er en ægte loppe-entusiast som her deler sin glæde ved, og ikke mindst viden om, udendørs loppemarkeder.

God fornøjelse.

Jette Skov

 

Bliv klar til årets loppemarkeder.

Nu varer det ikke længe før det går løs igen, for den udendørs loppesæson står for døren. Jeg kan næsten ikke vente!

Som ægte loppepige sværger jeg personligt til de udendørs loppemarkeder, hvor det overvejende er private der sælger ud af klædeskabe, kældre, loftskamre og udhuse.  Varerne er ofte billigere her end på f.eks. kræmmer- og antikmarkeder. Der er endvidere et større udvalg af både nyere og ældre brugte ting, og stemningen er skøn. Det er smadder hyggeligt at handle med private, der har revet en lørdag eller søndag ud af kalenderen. De hygger sig ofte med gode venner, familie og kaffe bag bordene.  De nyder at prutte om priser og komme af med alt det de alligevel ikke længere har brug for. Det er her man gør de fedeste og bedste fund, og så får man oftest også en masse smil og hyggelige sludren med i prisen.

Det kan være lidt af en jungle at finde rundt i de mange markeder der findes. Der er efterhånden et hav af hjemmesider og facebookgrupper oprettet til formålet. Her er dog et par hjemmesider, hvor du helt sikkert kan finde gode markeder. her er også oplysninger om hvordan du selv kan booke en stand, hvis også har mod på det, se link sidst i indlægget.

SÅDAN BLIVER DU EN SUPERLOPPER

Det er ikke lige meget hvordan du griber et loppemarked an! Tommelfingerregel nummer et er, at du skal forberede dig ordentligt. Når du først er fremme i slaraffenland er der kamp om de gode varer, og du må koncentrere dig om det du er kommet for, og gøre det hele så nemt for dig selv som muligt. Så vær beredt!

Praktisk

– KOM TIDLIGT: Det er altid de bedste ting der bliver solgt først. Det er derfor opkøbere og andre, der lever af at sælge brugte ting videre, står på nakken af hinanden allerede inden markedet åbner. Så hører du til en af dem der gerne vil gøre de sjældne og bedste fund, så skal du stå tidligt op!

– TOILETFORHOLD; Husk at tisse godt af inden du tager afsted. Der findes ikke toiletter på alle markeder, og hvis der gør, er de ikke altid lige indbydende. Det anbefales også at tage et par pakker papirlommetørklæder med i tasken, for bliver du trængende undervejs, ved du aldrig om der er toiletpapir når du allermest har brug for det!

– MAD OG DRIKKE; Tag en flaske vand og en lille snack med i tasken, for der er intet så skidt som at gå sukkerkold på et loppemarked. Det er ikke alle steder man kan købe noget at spise, og hvis man kan, er det oftest kun pølser, is, kaffe og sodavand.

Betaling

– BETALING: Mobile Pay er uundværlig for loppeentusiaster, men har du ikke dette, så husk altid at have en god portion kontanter (ikke mindst mønter) med dig.

– HÅNDTASKE: drop håndtasken! Bæltetasker eller skråtasker er et must. Så har du altid to hænder fri til at pille og mærke, og der er desuden mindre risiko for at du får din taske stjålet. Et Loppemarked er desværre et sted hvor man skal passe meget på lommetyve!

Loppemarked

Påklædning

– REGNVEJR: Tag altid en lille handy taskeparaply med og/eller en regntæt jakke på, med mindre vejrudsigten er regnsikker ( I Danmark ved man aldrig!). Du skal aldrig blive hjemme selvom det regner lidt. Der er måske nogle af stadeholderne der ikke dukker op, men de der kommer, er til gengæld rigtigt gode at lave handler med!

– PÅKLÆDNING: Hvis du bare så meget som overvejer at købe beklædningsgenstande på et loppemarked, er det vigtigt at klæde dig rigtigt på, for der er ingen omklædningsrum! Jeg ifører mig

ALTID min såkaldte ’loppeuniform’: sorte gamacher og efter vejret en sort undertrøje eller en sort tætsiddende langærmet t-shirt. Det kan man have indenunder næsten alt det man ønsker at prøve. Man kan også stå næsten hvor som helst og prøve tøj på uden at flashe underbukser og blege lår. Husk også et par sko der både er behagelige og lette at tage af og på – så ikke noget med hverken høje hæle eller snørebånd!

Loppemarked Indkøb

– TRANSPORT AF INDKØB: Husk altid at medbringe rigeligt med poser og/eller en stor god taske til at bære dine indkøb i. Er du på cykel er en god stor rygsæk et must. Er du i bil/bus eller tog, er det bedst at have en lille rullekuffert eller en rullevogn med sig. Jeg har på et marked købt en brugt rullevogn – altså sådan en ala dem, ældre damer kører deres indkøb hjem i – min er bare orange og i et mere moderne design. Nej, den er ikke fiks! men den er super praktisk! Kan du ikke finde en brugt, så findes de til overskuelige priser. Du slipper for at slæbe og mister ikke overblikket over dine poser, så det er en fantastisk investering!

Loppemarked

– INDKØBSSEDDEL: Er for de garvede! Du kan let blive så overvældet af den gode stemning og de mange fede ting, at du fuldstændig glemmer hvad du leder efter eller godt kunne bruge. Lav derfor altid en lille huskeseddel enten på papir eller på din telefon. Du vil takke dig selv bagefter.

– FORKØB DIG IKKE! Det er let at blive fristet af alle de mange fantastiske ting du kan finde til små penge. Men lad være med at gå alt for meget loppe-amok… Det er ligesom at gå på udsalg. Køb kun det du kan bruge. Også selvom du selvfølgelig altid kan forære det væk, eller sælge det videre, som du alligevel ikke fik brug for.

 

Rigtig god fornøjelse til alle jer derude!
Pia Backhaus

Hjemwww.bagagerumsmarkeder.dk

www.loppemarked.nu

Du kan også lide

Ingen kommentarer

Efterlad et Svar